Historien om Henry Ford

Henry Ford voksede op i Springwells Township, Michigan. Her blev han født d. 30. juli 1863 til forældrene William og Mary. Han var den ældste i en søskendeflok på seks og boede på en familiegård. I skolen blev han interesseret for mekanik, hvilket blev startskuddet til hans karriere i industri. Denne karriere er en af de mest skelsættende nogensinde inden for faget. Som 12-årig brugte han størstedelen af sin tid i et lille værksted, som han selv havde bygget. Her byggede han maskiner og i 1878 lavede han som 15 årig sin første dampmaskine. Næste år flyttede han til Detroit, hvor han kom i lære som maskinmester. Her eksperimenterede han meget, hvilket i 1896 førte til opfindelsen af hans Quadricycle – en selvkørende cykel. Efterfølgende opfandt han sin første motor, som blev til hans næste opfindelse – Ford-bilen. Ford har i et århundrede været et af verdens førende bilmærker.

Grundlæggelsen af Ford

Indtil 1898 arbejdede han i Edison Illuminating Company, men han forlod og grundlagde i stedet virksomheden Detroit Automobile Company. Denne gik konkurs, hvorefter han byggede racerbiler, som han konkurrede i. Han slog i 1901 Alexander Winston, som var amerikansk racermester, i et løb. Dette gjorde han i racerbilen Sweepstakes. I 1903 grundlagde han Ford Motor Company. Her var han vicedirektør, chefingeniør og ejede ca. 25 procent af virksomhedens aktier. I begyndelsen producerede Ford Motor Company nogle få biler hver dag. To til tre mænd sammensatte dem med dele, som var blevet produceret andre steder. Den første bil solgte de den 23. juli samme år. Herefter blev han administrerende direktør og senere ejer af virksomheden.

Masseproduktion ved Ford

Ti år efter grundlæggelsen, byggede de det første samlebånd. Dermed revolutionerede de alverdens industri. Samlebåndet blev bygget på fabrikken i Highland Park, Michigan. Til samlebåndsproduktionen brugte Ford dele, som let kunne sammensættes af ufaglærte medarbejdere, til at bygge sine biler. Man effektiviserede altså produktionen på så mange områder, som det var muligt. Alle produktionprocessens afdelinger blev udviklet, indtil de fungerede optimalt. Produktionen foregik som resultat heraf langt hurtigere, end man nogensinde havde oplevet, og virksomheden voksede hurtigt. Det færdigudviklede samlebånd førte et chassis gennem en lang række arbejdsstationer. Ved enden af samlebåndet var en bil færdigbygget og klar til kørsel. Processen skulle koordineres, således timingen og rækkefølgen fungerede optimalt. Denne type produktion revolutionerede industrier i hele verden, og masseproduktion tog til overalt.